Om KeSA

KeSA er en eSport forening og samarbejder tæt med den lokale idræts- og boldklub Bjerregrav Boldklub, hvor vi også fysisk har til huse ved Bjerregrav Hallen, i Øster Bjerregrav lige vest for Randers. Som forening har KeSA en bestyrelse som vælges til den årlige generalforsamling, bestyrelsen står for den daglige ledelse og administration, mens det er trænerne til de enkelte spil der til daglig udfører vores træninger og udlever vores målsætning og værdier. KeSA er medlem af hhv. DGI og eSportDanmark og vægter herigennem at støtte den ordinære foreningstanke, hvor frivillighed, fællesskab og gensidig respekt ikke kun tales om, men udleves og udbredes.

Vi har prioriteret top udstyr og starter derfor op i september 2018 med top tunede gaming pc'ere fra Sharkgaming, med I-7 8700K processor, Geforce 1060 6GB grafikkort, SSD Harddiske og hertil er der 24" BenQ, 144hz og 1ms gaming skærme. Herudover har vi 4 PS4 pro gaming stationer, til f.eks. Fortnite, Fifa18 mv.
Vi har tastatur, headset, mus og musemåtte man kan låne de første par gange - men hver spiller medbringer som udgangspunkt sit eget udstyr, dette er ligeledes vigtigt for at spille på samme udstyr som derhjemme, så man ikke skal tilvænne sig noget nyt hver gang. Herudover skal man havde sin egen spilkonto til det spil man ønsker at spille.

Hvordan gør vi og hvorfor

Lige pt. arbejder KeSA benhårdt på at etablere en fysisk base for vores aktiviteter, et større og permanent lokale med fokus på eSport og sammenhold, målet er tilbygning i forbindelse med Bjerregrav Hallen, hvor vi ønsker at skabe en eSport facilitet af højeste kvalitet, så vi har de bedste forudsætninger for at afholde ugentlige træninger ved fysisk fremmøde. Lige pt. har vi et ganske godt lokale hvor alt udstyret er opstillet og vi holder til.

Herudover forventer vi løbende at arrangere LAN events, boot camps og andre eSport events.

Kontingent

KeSA er en forening, drevet af og med frivillige, driften sikres af medlemskontingenter, hvert medlem betaler 1100 kr. for en sæson (en sæson følger ca. skoleåret) Til gengæld kan medlemmet deltage til den ugentlige træning i vores lokaler og her vil en instruktør hjælpe med at coache og forbedre medlemmets evner i spillet.

Vores eSports trænere

Vores trænere / instruktører er vores vigtigste ressource og uden tvivl dem der primært udlever vores mål og visioner i det daglige, netop herfor er vores trænere altid nogen som har erfaring med det spil de underviser i OG som samtidig har en evne til at formidle sine egne evner til andre. Herudover er det vigtigt for KeSA at vores trænere brænder for at udbrede kendskabet til eSport og at de ønsker at være med til at danne næste generation af eSports spillere til både en sundere livsstil igennem træning og sund kost, men også igennem høje krav om "sportsmanship" og fællesskab, på jævnt dansk betyder det sidste at vi som forening vægter sammenholdet og at være både en god taber og vinder højt, at man taler med respekt til, og om hinanden og adfærd som tenderer mobning og drilleri tillades ikke - heller ikke online!

Vedtægterne kan læses ved at trykke her: KeSAs Vedtægter